this blog srsly suck

hvad jeg hader mest er, at nogle mennesker mener, at lalleglade fjollede smilende personer har det godt og er ignorante for hvad der sker omrking dem, og det gør mig så sur. Så vred. Fordi verdenen er et fucking lorte sted og der er så meget had, det skal fandme ikke stoppe mig i at smile og have det godt. Men hvad jeg frygter mest nu, er, at du blev ven med en deprimeret mig, og nu ikke kan kende den jeg er nu. Jeg vil ikke være syg mere, og det er ejg heller ikke! Åh, fuck mig.. og det gør mig simpelthen så ked af det. jeg kan ikke kende den jeg var for et år siden (men hvem kan også det i denne alder?) men jeg er så satans bange for, at du ikke vil kendes ved mig mere fordi du tror jeg ikke ser på verdenen realistisk, og at jeg nu er et urealistisk person. 

hvornår fanden er det, at være glad, blevet skidt?

citycritik:

Hollow out a lightbulb for a beautiful terrarium with these plans.

Jenny Holzer - Living: Some Days You Wake Up and Immediately…, 1980-832
I think everything in life is art. What you do. How you dress. The way you love someone, and how you talk. Your smile and your personality. What you believe in, and all your dreams. The way you drink your tea. How you decorate your home. Or party. Your grocery list. The food you make. How your writing looks. And the way you feel. Life is art.

- Helena Bonham Carter (via aurelle)

(Source: bird-madgirl, via i-need-a-cigarette)

yourcraysisterinchrist:

You said you would never leave

but

you were never here to begin with.